I al den tid jeg har hørt om Killzone 2 har det mest drejet sig om, hvor vidt selve spillet ville kunne leve op til det korte klip der blev vist på E3-Expo for nogle år siden. For tro det eller ej, det her spil har været undervejs i 5 år. Lad mig sige det med det samme. Ja! Hypen indfris til fulde!

Killzone 2 er et grafisk powerhouse, ingen tvivl om det. Fra dens fantastiske intro cinematik til dens rendering af et krigshærget Helghan i utrolige detaljer. Korridorer, byens gader og stræder og industrielle hell holes alt sammen føltes troværdige, som levet i, nedbrudt, slidt. De gasmaske-bærende, nærmest nazi-helghast soldater er så smukt renderet og animeret at man nogle gange bare frydes og det kan føltes sært sjovt at se dem baske omkring når du hamrer deres seje kroppe fyldt med kugler.

Mest vigtigt er dog, at Killzone 2 er hurtigere, mere imponerende og langt mere kaotisk end nogen anden FPS derude. Det er ubærligt hårdt og dens våben, køretøjer og arkitektur er så low-tech og slidt, at det mere virker tættere på en Anden Verdenskrigs end et Space-age spil.

Spillet kaster dig ud i action fra start af, tempoet er højt, men tager en del hensyn, hvad angår din eventuelle viden om stedet, styringen og missionen. Nok er der klistret et 2-tal efter spiltitlen, men enhver kan naturligvis samle Killzone 2 op, og spille det uden forudgående kendskab eller bekymring.

Efter en intro der blæser sutterne af fødderne, og sætter stemningen lige i øjet, lander du på Helghan. Dine første indtryk synker dybt ind i sjælen og får det nærmest til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Man står i en verden af forvredent metal, bombekratere, tomme ammunitions-hylstre, og kroppe med rædslen malet i ansigterne – både på de døde og levende soldater, der er tilbage.

Historien i Killzone 2 er simpel, men fortalt engageret og er konstant interessant. Du er sergeant i en enhed der blevet givet den mission at fange lederen for den helghanske krigsmaskine. Og fra de første scener ombord på dropskibet til invasionen, der nok kan give Private Ryan et løb for pengene, til de konstante, intense kampe hen imod den afgørende kamp for paladset, er Killzone 2 fortalt godt. Karakterene – simple som de er – er tydelige og man bryder sig om dem nok til, at man ønsker mere om dem.

Til trods for alle de rosende ord og den fede oplevelse, er Killzone 2 stadig et meget lineært og ’styret’ spil. Men sådan er mange FPS-spil jo, og når fokus er på masser af action, fjender og lækre omgivelser, ja så kan man nok ikke bygge Helghan op som Liberty City. Og spørgsmålet er om spillet ville blive meget bedre, hvis man havde lavet en smule mere åbent á la Fallout 3, som jeg har nævnt tidligere.

Jeg finder det hårdt ikke bare at lade superlativerne, ros, og forherligelse af spillet regne ned over anmeldelsen, så derfor vil jeg også lige bremse op og hive fat i et par af de få mangler, jeg dog ér stødt på, og som forhindrer en fuldstændig klar 10′er i karakter.

Øhh… øhm… ja, altså… Måske er det bare en ren 10’er

Min endelig dom lyder noget alá sådan:

Grafik: 10/10 ~ Jeg er syg med den måde hvorpå puds, jord, støv, ja alt, blive tæsket i luften når kugler rammer det, og til sidst næsten kan få en slagscene til at virke helt indhyllet, nærmest uhyggelig og pludselig er man pisse paranoid og faktisk kun har et par lysende øjne at skyde efter når de titter frem bag et skjul, der i den tætte luft. F*ck det er intenst! Det er Guerrilla Games der, for Sony, er kræfterne bag, og tro mig, de gutter kan deres kram

Lyd: 10/10 ~ Lyden understøtter 7.1 surround og er top klasse! Man nærmest føler for de stakkels helghanske soldater, når man smækker et skud med et ordentligt SLAM ind i dem. Og tro mig, hvis i vil prøve at stå på en storm-hærget planet, så led ikke længere… Scoret et intenst, og sætter virkelig adrenalinet i vejret i kampscenerne, det er dystert til tider, men utroligt alsidigt, og jeg tvivler næsten på at jeg har hørt det samme musik to gange igennem spillet

Gameplay: 9/10 ~ Spillet i single-player delen er lige liniært nok. Jeg tog mig i flere gange bare at ville udforske lidt, men med andre medlemmer i delingen der konstant ægger én videre og kampe der er lige rigeligt intense gør, at spillet føltes overstået lige hurtigt nok. Alt-i-alt tog det ca. 9-10 timer at gennemføre på midterste niveau. Jeg vil næsten anbefale at man sætter niveauet lidt højere, bare for at nyde det lidt længere… En stor multi- og online del følger selvfølgelig også med, der kan ændre spiltiden fra timer til uger, eller mere.

“We will choke the streets with our death before we surrender“.

Det er svært ikke at blive en smule paranoid af de skærende, stikkende, orange øjne fra Helghast-tropperne, og Visari’s skærende stemme, selv efter spillet er slukket, og hovedet har ramt puden. Efter at Helghast-tropperne er presset tilbage på deres egen planet, er ISA-tropperne fulgt efter for at knuse fjenden fuldstændig. Den fjendtlig, ondsindede planet Helghan afventer dig