Årets Oscar kom… og gik igen, næsten hurtigere end man nåede hverken at sige buh eller bæh.

Som de fleste år er Oscarfesten noget særligt for os gutter, og vi mødes gerne lørdag aften og ser de Oscarnominerede film non-stop et døgns tid op til selv festen. Omstændigheder fra og til udsatte det til søndag middag i år, så dem alle nåede vi ikke, men en fire stykker fik vi da pløkket igennem, og heldigvis havde jeg set et hel del inden.

Men endnu engang har jeg fået bekræftet, at mine evner som Oscar-spåmand ikke er de bedste… Eller at dem der sidder i akademiet er nogle nikkefår og efterløbere

Jeg har kun fået 10 rigtige i 20 mulige kategorier – hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg undervurderede Slumdog Millionaires popularitet hos de næsten 6.000 stemmeberettigede akademimedlemmer, samt at jeg i det hele taget slet ikke forstår filmens eksistensgrundlag i de amerikanske kategorier.

Men Danny Boyles film var nomineret til 10 Oscars og løb med de otte, hvilket, når den nu ér i de kategorier, er ret så flot. Og det sagt, så syntes jeg nu også selv at det er en god film

Den fik blandt andet for Bedste Film, Bedste Instruktion, Bedste Manuskript og Bedste Fotografi – og dén pris gik til filmfotografen Anthony Dod Mantle, der har boet i Danmark i mange år, er uddannet på den Danske Filmskole og har fotograferet en række af de bedste danske film i løbet af de seneste 10-15 år, f.eks. Festen og Mifunes sidste sang.

Mantle har fotograferet Danny Boyles seneste fire film, og ingen tvivl om at Oscaren kommer til at betyde et internationalt gennembrud for den energiske fotograf med den dynamiske og meget bevægelige stil. En stil jeg ikke altid selv er så vild med. – En fin én i studiet var, at en dansk instruktør havde sagt til ham, at han sq ikke ville have det gynge-lort i hans film

For mig var det i øvrigt overraskende, at Sean Penn og ikke Mickey Rourke eller Brad Pitt fik en pris for Bedste Mandlige Hovedrolle – Penn var et sympatisk og politisk korrekt valg for Milk, garanteret, og i længden måske vigtigt for homosagen, men jeg havde altså hellere set Rourke fuldende sit fantastiske comeback i The Wrestler, eller Brad Pitt som Bejamin Button med en Oscar

Men ellers var det primært i tekniske kategorier samt kort- og dokumentarfilmkategorierne – hvor jeg apterede fra at stemme, at jeg gik helt  galt i byen.

Danske Dorte Høghs Grisen vandt ikke. Det gjorde derimod en kortfilm om Holocaust, men som man siger, flot at blive nomineret.

Jeg havde også helst set Marisa Tomei vinde en birollepris for sin præstation i The Wrestler, men prisen gik i stedet – og ikke ufortjent – til Penelope Cruz, der er virkelig morsom i Woody Allens Vicky Cristina Barcelona. Cruz leverede en af aftenens mest følelsesladede taler – sammen med Kate Winslet, der fik hovedrolle-Oscaren for sin rolle i The Reader og derefter takkede Gud og hvermand. – Uden dog at blive lige så usammenhængende, som hun var til Golden Globes-uddelingen, hvor hun vandt to priser for samme rolle.

Et andet vægtigt øjeblik indtraf, da afdøde Heath Ledgers familie gik på scenen for at modtage en posthum Oscar til den australske skuespiller for hans frygtindgydende præstation som Jokeren i Christopher Nolans The Dark Knight. Det var en fin tale og et godt Oscar-øjeblik

Selve showet varede ca. 3,5 timer og var en mestendel kedelig affære, hvor Hugh Jackman gjorde det knap så godt som vært, i hvert fald i forhold til de latterkramper, som vi førhen har modtaget fra Billy Crystal, Whoppi Goldberg eller Robin Williams. Han optrådte blandt andet i to stort anlagt sang- og dansenumre – og dén optræden kunne han godt have efterladt i Australien – og holdt sig ellers forholdsvis meget i baggrunden. Man kunne godt have ønsket sig nogle flere vittigheder på de tilstedeværendes bekostning, men dem, der var, fungerede såmænd fint.

Scenografien var noget mere afdæmpet (læs: forbandet kedelig) og ’intim’ end tidligere år. Publikum sad tæt på scenen, der heller ikke var så høj som ellers. Orkesteret var hentet op af orkestergraven og placeret enten på scenen eller ude i sidegalleriet, hvilket arrangørerne håbede ville give en lidt natklub- eller lounge-agtig stemning. Og det gjorde det sq bare slet ikke, eller i hvert fald kun i glimt der forsvant.

I hver af skuespilkategorierne havde man hentet fem tidligere vindere på scenen til at hylde hver sin nomineret i den pågældende kategori. Det fungere ret godt, og det var sjovt at se de forgangne koryfæer fra Ben Kingsley, Michael Douglas og Robert De Niro komme på scenen og synge deres kollegers pris

I det hele taget var det en aften, som Hollywood godt kan være bekendt, selv om den sq nok ikke vil gå over i historien som den mest fantastiske eller nyskabende. Det var stort set de rigtige film, der vandt blandt de nominerede – og stort set også de rigtige film, der med enkelte undtagelser var nomineret.