Der er hverken karantæneinstitutioner eller oplysningsarbejdere på gaden i det afrikanske landskab. Nej, I Kijuju er det kun Kurt Cobains kur mod elendighed der virker, og doktor Redfield ordinerer gerne en god omgang bly til dem, der ikke lige kan holde sig i skindet. Hvis du forventer dig en snigende uhygge med klassiske gyserelementer, så bliver du skuffet – Resident Evil 5 er et rent adrenalinskud leveret direkte til hjertet.

Og det er givetvis også den største og første forskel, der slår én, når man smider skiven i PS3’n. Det er overhovedet ikke uhyggeligt, ikke en eneste gang. Jeg rives i stykker af blodtørstige byboer, danses på at en opildnet gruppe af besatte i mørket, men ikke et af mine nakkehår rejser sig. Jeg mærker en smule panik, når en fyr iført bandager og med en motorsav i hænderne begynder at jage mig rundt i kvarteret, men det er sq stress der får hjertet til at hamrer derudad, ikke frygt

For fem år siden havde jeg sikkert elsket det betingelsesløst, men med de spil jeg er kørt igennem de sidste uger, er det svært ikke at stille høje krav.

Jeg kan ellers godt lide hvad jeg ser. De afrikanske slumkvarterer er mageløst realiserede, og optegner virkelig et barbarisk samfund hvor volden hærger. En blå himmel lægger taget på oplevelsen, mens en skarp sol steger alt den rammer. Jow, godt ser det ud! Resident Evil 5 er sq flot, rigtig flot og ser man bort fra den til tider ulogiske by-arkitektur, er det en fornøjelse at udføre lidt U-landsarbejde i de meget varierede miljøer bestående af blikhuse, faldefærdige bygninger og slidte veje. Det er i den grad civilisationens vugge

Spilkontrollen, der har været skrevet meget om i forbindelse med demoen, skaber helt klart en række frustrationer, til trods for at du kan vælge mellem fire forskellige opsætninger og dermed selv bestemme, hvordan du vil svinge rundt med geværet. Jeg har vist selv tidligere refereret til styringen som ’forbandet idiotisk’, men i takt med at Chris bliver varmet op, så føles den ligeså pålidelig som stabil, med undtagelse af nærkampene. Kommer en af zombierne tættere på end en armlængde, så er der nemlig dømt klaustrofobisk panikangst, mens du forsøger at tæve løs på dem. Resident Evil 5 er dog tiltænkt at spilles med de fodslæbende zombier på behørig afstand.

I øvrigt trives jeg med geværet mellem hænderne. Det er her, jeg vil være, det er det, jeg har længtes efter. Om Resident Evil 5 lever rigtig op til de forventninger jeg havde, er nok så som så. Chris er ikke en ligeså umiddelbar helt som Leon, ikke ligeså gennemført, og jeg føler heller ikke helt det samme engagement i historien. Ikke engang den “jeg skal lige lidt længere”-følelse indfinder sig. Alligevel nyder jeg det faktisk  hele vejen. Kort sagt, det er langt fra det bedste spil for tiden, men det er definitivt blandt noget af det bedste spilbranchen kan tilbyde for tiden.

Så for at opsummere lidt:

Grafik: 9/10 ~ Der er virkeligt meget få ting at klage over her. Jeg er måske ikke helt så forhippet med de forskellige monstre. Det meste virker lidt idé-forladt. Men kampene er fine nok. Men som sagt ér det hele virkelig, virkelig gennemført. Detaljerigdom, rendering og animation er alt sammen flydende og skarp. Det er CapCom selv der står bag, og med den efterhånden lidt ældre Havok motor formår at vride den til det yderste

Lyd: 8/10 ~ Jeg havde et par ’finesser’ med lyden der gik mig lidt på. Bl.a. lyden når Chris går og løber. – Det lyder bare ikke rigtigt. Men ellers. Jeg syntes det var ret intenst, og især i kampene kan man føle sig vildt panikken, fordi man føler sig totalt omringet af masserne… Scoret et mørkt og kraftigt – og sætter virkelig adrenalinet i vejret i kampscenerne. Det kunne måske have været en smule mere alsidigt, men alt i alt et okay score

Gameplay: 8/10 ~ Spillet i single-player delen er utroligt liniært, der er virkelig no chance for at fare vild. Der er rigeligt med check points hvilket er rart i et spil hvor masserne hurtigt kan oversvømme en – og hvor ammunition ikke bare lige hænger på træerne. Alt-i-alt tog det ca. 10-12 timer at gennemføre på normal niveau, og det var endda selvom jeg virkelig ramte den høje ende af død by leathal stupidity mere end min del af gangene… Et spil der helt klart kan spilles mere end én gang

Ehrem… Det har jeg så taget til mig og lavet et nyt galleri… – Denne gang uden en eneste span i miles omkreds!

Jeg vidste at jeg stadig ville bruge muligheden for hover i ren CSS (bare fordi jeg syntes det er blæret) og det i ser nu, er hvad der kom ud af det. Til dem der syntes sådan noget kode skrammel er sjovt, så kan i hente min kode – og selv lege løs. Det eneste jeg ønsker er, at i overholder det nedenstående.

CSS3 Hoverlight Galleri

OBS: Min kode er til frit brug, så gør hvad du har lyst til med den til dine egne projekter. Det eneste jeg beder om er, at du ikke deler koden via template-deling. Hvis du ønsker at sprede ordet, vil jeg blive glad hvis du bare linker til dette sted. – På den måde får folk også altid den mest up-to-date version af koden, testet på de fleste større browsere.

Jeg er lige blevet færdig med at tygge mig igennem Trancending CSS samt læse op på de nye regler og muligheder i CSS level 3, og jeg ”tror” at jeg nu har nogenlunde styr på hvordan absolute og relativ positionering (ikke) virker i Internet Explorer. Jeg har derfor makket lidt med denne kode, der er endt med at være en super-let (8kb) roll-over foto galleri. – Der udelukkende bruger valideret CSS level 3 og XHTML 1.1 …

Se eksempel Her | Download koden Her (689 kb. inkl. billeder)

Det bruger et anker-link, fordi det er det eneste Internet Explorer tillader psuedo-classen :hover at virke med. Mens mit eksempel bruger links til spillenes/producenternes spilsider (og i den downloadede version ankeret ”#”, så kan dette nemt rettes til et link til et billede i fuld størrelse, eller til en hjemmeside, – hvis du vælger at bruge koden til et portofølge. Lige nu bruger den bare billeder af covers til Playstation 3 spil på min reol.

Jeg har valgt at kalde koden CSS3 Hoverlight, da det minder lidt om den fremvisning som Lightbox bruger. Idet det jo kalder et større billede frem uden at ændre nuværende vindue, eller kalde nyt vindue / faneblad frem.

CSS3 Hoverlight virker med JavaScript slået fra, da det jeg har brygget er ren CSS og XHTML. Ligeledes vil de kyndige jo sikkert også hurtigt notere sig den nævnte mangel på spans.

Det er testet i de seneste større browsers, og virker perfect i Camino, FireFox, Opera samt Safari. Jeg går ud fra at det derfor virker i de fleste Gecko baserede browsere,  (Jeg må indrømme at IE ofte går fuldstændig henover mit hoved i stupiditet, men det ’burde’ virke. Test på egen risiko

Jeg vil meget, meget, meget  gerne høre hvis det ikke skulle være tilfældet. Med alt det af vejen, så er her hvordan det hele virker…

Alt magien sker på a:hover, når .preview i linket går fra display: none; til display:block; med absolut positionering samt negative værdier for top og venstre. I gode browsere er det positioneret ifølge den indeholdte li, der er sat til dislay: relative (men i IE, vil betingede comments placere det på det indeholdte a href.

Pga. forskellighederne i border / padding, er det offset sat til side i IE6. Dette retter op på de mindre dimensioner på linket. – Tilsvarende den totale bredde for billedet plus dens kant og padding. Jeg har prøvet bare at bruge -50% til både top og venstre, men Opera lader til at få forstoppelse af procent værdierne. – Desuden fortrækker jeg de absolutte værdier, men lad være med at bombardere mig med det – Jeg har prøvet

For at spare på load tiden, bruger jeg kun ét billede til både thumbnail og rollover billedet, men du kan nemt bruge et separat billede for hver instance, hvis du fortrækker. – Det kommer sikkert an på om det lidt kornede ved tvungne værdier på dimensioner generer dig eller ej. Grunden til at jeg loader hvert billede to gange i stedet for bare at ændre dimensioner til en større /mindre pixelværdi ved rollover, er pga. det skift det vil give i side-layout. Så selv om der er en smule ekstra kb. download. Så er det sq mange gange bedre end at bruge pre-cache med JavaScript.

Anyway, hvis i bruger min kode, vil jeg selvfølgelig også gerne se resultatet

€#%§@! irriterende

Jeg overvejer om jeg skal bruge captcha i stedet for moderation, – kigger lige på hvilke muligheder jeg har for en fornuftigt implementering på siden. Finder jeg en god løsning her, bliver det nok den mulighed jeg vil køre videre med

To be continued…

OPDATERING: Jeg har tilføjet lidt hurtigt regnegymnastik til mit kommenteringssystem. Håber ikke det er for meget til gene. Men skal jeg være helt ærlig; så hellere 2 sekunders gymnastik til jer, end en helt forbandet olympiade til mig hver morgen!!

Skulle jeg have kvajet i min simple kode, smid lige en mail eller brug besked muligheden på min kontaktside. Nu var jeg jo ikke ligefrem den stærkeste i skolen til matematik… *host*

Prisen er i dag på den forkerte side af en fordobling af prisen fra dengang, og den nye faktura de har varslet lyder på 1937kr. – Hvilket jeg altså syntes er en hel del mere end hosts som One.com, Cliche, StartHotel og en række andre. – Der kan klare det for et par hundredelapper.

En del af dem har så bare ikke mulighed for selv at kunne ændre CHMOD instillinger for mapper og egne databaser, men hosts som f.eks. Danhost gør. – Til omkring det halve af det WannaFind ønsker.

Problemet for os der selv laver scripts og  koder og generelt bare leger og udvider horisonter er jo, at hvis vi har en host der kører safe_mode on på deres servere. Ja så kan vi ikke selv bede vores scripts tilgå serveren. Set fra deres side, så er de mere eller mindre nødt til ikke at køre shared_hosting miljø, da vores scripts jo har samme rettigheder som en systembruger. Og reelt, med lidt snilde, ville kunne tilgå alle andres filer i det miljø. – Hosts der kører separate miljøer, eller virtuelle miljøer for hver kunde, kan jo sagtens tilbyde safe_mode off.

Spændende at se hvad de små webhosts vil gøre med PHP 6 – der slet ikke kan køre i safe_mode on…

Jeg ved faktisk ikke rigtigt had jeg skal gøre endnu. Fornyelsen er pr. 1maj. – Så jeg har lidt tid at tænke over sagerne i (opsigelse skal ske 30 dage før periodens udløb – altså 1.april).  Men hvis nogen skulle kunne anbefale – eller give en verbal skideballe – til en webhost, så kom glad. – Eller evt. bare har noget med på vejen om en eller flere af de følgende:

• Surftown
• Servage
• Gigahost
• DomainDirect
• UnoEuro
• ScanNet
• DanHost
• MegaHost
• Dandomain
• EasyWebhost

Skide irriterende egentligt. – For jeg er sq rigtig glad for WannaFind…

Det bedste var nu at mor, der jo er kok & kogekone af den gamle skole, havde stået lidt i køkkenet til sønnike. – Der jo helst ikke skal sulte ihjæl der oppe i Viborg… *host*

Noget af mit favorit spise er supper, så derfor:

3 portioner Rød Peber suppe:

• Kartofler
• Porrer
• Hvidløg
• Rød Peber
• Forest Blend
• Casan Salsa
• Fromage Fraiche
• Salt

3 Portioner Kyllinge suppe:

• Kartofler
• Hvidkål
• Løvstilke
• Grand Canaria Puré
• Kylling
• Salt
• Peber

3 portioner Skinke suppe:

• Kartofler
• Vilde Svampe
• Tomater
• Skinke
• Salt
• Peber

Velbekomme Sønnike…

Gad egentligt ikke, men så så jeg at CSS level 3 koden blev offentliggjort af W3C (World Wide Web Consortium) og så var der i det mindste en årsag der var til at tage og føle på

Idéen- og fordelene ved at anvende CSS (“Cascading Style Sheets” – På dansk kan du kalde det et “Typografiark”) på en hjemmeside er, at du kan samle informationer om sidens lay-out og elementers position på ét sted. F.eks. hjemmesidens farver, fonte, tabeller, -tabelrammer, punktlister, sidens baggrundsbillede, placering af grafik osv. osv.

Det praktiske ved anvendelse af CSS er jo, at du kan have en meget stor hjemmeside, og ændre alle sidernes udseende ved kun at rette i én kode, ét sted. Det er ret smart og tidsbesparende for webmasteren af en stor hjemmeside. Ved at anbringe et link til en tekst-fil som indeholder CSS/Typografiark-koderne, i din hjemmesides head-sektion, kan du så ved at rette den ene tekst-fil – rette i hvordan dine, – eller dit firmas/organisations-webside, skal se ud.

Så undgår du at skulle anvende en masse Html-koder, og skulle rette i en masse Html-dokumenter, – og der findes egenskaber som desuden slet IKKE kan styres og defineres med Html Tags <>, men kun med Style Sheets (altså CSS)

Anyway, den nye opdaterede standard er nu nået til version 3 (level 3), og vil være standarden for den næste generation af web-browsere. – Og det er sq næsten noget, der kan få Jespers tænder til at løbe i vand lige så meget som Mors julemiddag (næsten)

Killzone 2 er et grafisk powerhouse, ingen tvivl om det. Fra dens fantastiske intro cinematik til dens rendering af et krigshærget Helghan i utrolige detaljer. Korridorer, byens gader og stræder og industrielle hell holes alt sammen føltes troværdige, som levet i, nedbrudt, slidt. De gasmaske-bærende, nærmest nazi-helghast soldater er så smukt renderet og animeret at man nogle gange bare frydes og det kan føltes sært sjovt at se dem baske omkring når du hamrer deres seje kroppe fyldt med kugler.

Mest vigtigt er dog, at Killzone 2 er hurtigere, mere imponerende og langt mere kaotisk end nogen anden FPS derude. Det er ubærligt hårdt og dens våben, køretøjer og arkitektur er så low-tech og slidt, at det mere virker tættere på en Anden Verdenskrigs end et Space-age spil.

Spillet kaster dig ud i action fra start af, tempoet er højt, men tager en del hensyn, hvad angår din eventuelle viden om stedet, styringen og missionen. Nok er der klistret et 2-tal efter spiltitlen, men enhver kan naturligvis samle Killzone 2 op, og spille det uden forudgående kendskab eller bekymring.

Efter en intro der blæser sutterne af fødderne, og sætter stemningen lige i øjet, lander du på Helghan. Dine første indtryk synker dybt ind i sjælen og får det nærmest til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Man står i en verden af forvredent metal, bombekratere, tomme ammunitions-hylstre, og kroppe med rædslen malet i ansigterne – både på de døde og levende soldater, der er tilbage.

Historien i Killzone 2 er simpel, men fortalt engageret og er konstant interessant. Du er sergeant i en enhed der blevet givet den mission at fange lederen for den helghanske krigsmaskine. Og fra de første scener ombord på dropskibet til invasionen, der nok kan give Private Ryan et løb for pengene, til de konstante, intense kampe hen imod den afgørende kamp for paladset, er Killzone 2 fortalt godt. Karakterene – simple som de er – er tydelige og man bryder sig om dem nok til, at man ønsker mere om dem.

Til trods for alle de rosende ord og den fede oplevelse, er Killzone 2 stadig et meget lineært og ’styret’ spil. Men sådan er mange FPS-spil jo, og når fokus er på masser af action, fjender og lækre omgivelser, ja så kan man nok ikke bygge Helghan op som Liberty City. Og spørgsmålet er om spillet ville blive meget bedre, hvis man havde lavet en smule mere åbent á la Fallout 3, som jeg har nævnt tidligere.

Jeg finder det hårdt ikke bare at lade superlativerne, ros, og forherligelse af spillet regne ned over anmeldelsen, så derfor vil jeg også lige bremse op og hive fat i et par af de få mangler, jeg dog ér stødt på, og som forhindrer en fuldstændig klar 10′er i karakter.

Øhh… øhm… ja, altså… Måske er det bare en ren 10’er

Min endelig dom lyder noget alá sådan:

Grafik: 10/10 ~ Jeg er syg med den måde hvorpå puds, jord, støv, ja alt, blive tæsket i luften når kugler rammer det, og til sidst næsten kan få en slagscene til at virke helt indhyllet, nærmest uhyggelig og pludselig er man pisse paranoid og faktisk kun har et par lysende øjne at skyde efter når de titter frem bag et skjul, der i den tætte luft. F*ck det er intenst! Det er Guerrilla Games der, for Sony, er kræfterne bag, og tro mig, de gutter kan deres kram

Lyd: 10/10 ~ Lyden understøtter 7.1 surround og er top klasse! Man nærmest føler for de stakkels helghanske soldater, når man smækker et skud med et ordentligt SLAM ind i dem. Og tro mig, hvis i vil prøve at stå på en storm-hærget planet, så led ikke længere… Scoret et intenst, og sætter virkelig adrenalinet i vejret i kampscenerne, det er dystert til tider, men utroligt alsidigt, og jeg tvivler næsten på at jeg har hørt det samme musik to gange igennem spillet

Gameplay: 9/10 ~ Spillet i single-player delen er lige liniært nok. Jeg tog mig i flere gange bare at ville udforske lidt, men med andre medlemmer i delingen der konstant ægger én videre og kampe der er lige rigeligt intense gør, at spillet føltes overstået lige hurtigt nok. Alt-i-alt tog det ca. 9-10 timer at gennemføre på midterste niveau. Jeg vil næsten anbefale at man sætter niveauet lidt højere, bare for at nyde det lidt længere… En stor multi- og online del følger selvfølgelig også med, der kan ændre spiltiden fra timer til uger, eller mere.

“We will choke the streets with our death before we surrender“.

Det er svært ikke at blive en smule paranoid af de skærende, stikkende, orange øjne fra Helghast-tropperne, og Visari’s skærende stemme, selv efter spillet er slukket, og hovedet har ramt puden. Efter at Helghast-tropperne er presset tilbage på deres egen planet, er ISA-tropperne fulgt efter for at knuse fjenden fuldstændig. Den fjendtlig, ondsindede planet Helghan afventer dig

Den glødende afrikanske sol skærer i øjnene, mens den danser let hen over bjergene i det fjerne. Et par gazeller springer lystigt over savannen, mens jeg prøver at holde fast i jeepen der farer igennem det ujævne terræn. Jeg bliver jagtet af en anden jeep, med en 50mm. kanon monteret på ladet, og ham der skyder, er langt dygtigere end jeg er…

Hvem jeg er, ved jeg ikke, men min mission er klar: våbenhandleren The Jackal, der har armeret de to store militærfraktioner i landet, skal findes og likvideres. Og den mission starter nu. Det lyder godt, grafikken er piiiisse flot. Desværre lyder og føles det hele bare knaaap så godt…

På trods af sit beslægtede navn med successpillet fra 2004, så har Far Cry 2 stort set intet med sin forgænger at gøre. Den tyske udvikler, Crytek, har for længst fundet nye græsmarker og den tropiske ø er strøget til fordel for en nærmest uendelig afrikansk savanne. Bortset fra de kæmpemæssige omgivelser med en næsten uendelig horisont, sletter, savanner, mangrove skove, sumpe, bjerge, dybe slugter og regnskove. – Ja så er der da heller ikke mange rester tilbage fra Cryteks debutspil, men spørgsmålet, der længe har rumsteret i Jespers hoved er, hvorvidt Ubisofts nye retning kan indfri de mange forventninger.

Lad mig sige det som det er. Der er virkelig mange ting ved det her spil jeg GODT kan li’. – Men det holder bare ikke, hvis den samlede pakke ikke rigtigt føles rigtig. Jeg var virkelig fanatisk omkring 1’eren. Grafikken var fed, stemningen nærmest intens fra det øjeblik man satte sig til man til man grædende så spillet være færdig. Jo, jeg havde meget høje forventninger til 2’eren

Holdet bag på Far Cry 2 har også stået bag konsolversionerne af originalen, hvilket tydeligt kan mærkes allerede fra første sekund i spillet, hvor den stærke fokus på et integreret og komplet førstepersons perspektiv gør sig gældende hele vejen under den flere minutter lange tur i taxaen. Det er et spil, som udelukkende opleves gennem øjnene på historiens hovedperson, som kigger instrueret omkring, når man åbner døre, reparerer biler og falder blødende om på jorden. Alt skal opleves og helst i overbevisende grad.

Faren ved denne fremgangsmåde har altid været et opkastfremkaldende og i længden trivielt spil, som tvinger spilleren igennem hver eneste lille detalje af heltens bevægelser og kaster kameraet omkring, men heldigvis slipper Far Cry 2 rimelig godt for sin forsøgte indlevelse. Selvom banaliteten stadig hersker, så er sekvenserne holdt nogenlunde korte og kameraet i pæn ro, og derved er vejen banet for en gennemsyret intens oplevelse, når man skal forsøge at pille kugler ud af kroppen midt i kampene eller får synet slører, når man løber

Men jeg vil have en fed historie til at bakke det op. Jeg gider ikke igennem den samme ildkamp, det samme sted, fyrre gange bare fordi det ser fedt ud… Så selvom Far Cry 2 er et sandt overflødighedshorn af muligheder, med stribevis af biler og våben, dertilhørende opgraderinger og en decideret gigantisk verden med nærmest uendelige udfordringer, alt sammen ganske vellavet og velfungerende, så tyder meget på, at Ubisoft undervejs i udviklingen har set sig blind for i forhold til essensen og efterladt en kerne, der ikke efterlader så frygteligt meget at juble over

Og så bliver det bestemt heller ikke bedre af, at soldaterne i dette land åbenbart er indbygget fjendtlige og altid skyder på dig, uanset om du kæmper på deres side og fredeligt prøve at køre forbi en kontrolpost i en ganske almindelig og uskadelig bil. For da spillets missioner som regel indebærer meget lange rejsetider, går der ikke længe før man bliver træt af de utallige konfrontationer med militærfraktionerne, og da eneste alternativ er at køre lange ruter udenom, så føles det lidt som pest eller kolera

Men altså, dermed ikke sagt, at Far Cry 2 er et decideret dårligt spil. Kampene kan godt være overkommelige og bliver især hjulpet på vej af en stribe hårdføre våben, de dejlige eksplosioner og muligheden for at tænde ild til stort set alt og set det sprede sig. Faktisk gør Far Cry 2 rigtig mange ting rigtig godt og har skabt rammen til et potentielt set genialt og meget indlevende spil, men når fjenderne hverken yder reel modstand eller er sjove at kæmpe imod og alle personerne snakker så kunstigt, at illusionen brydes øjeblikkeligt, så er det én stor, forspildt chance

Svaret på dette skal især findes i de relativt store baner, der oftest er smækfyldt med træer, buske og bygninger, og derved forvandler spillet til en avanceret version af Find Holger. At lægge sig til rette med en snigskytteriffel mellem buskene højt oppe på en klippe og langsomt skimte horisonten for fjender, er en overraskende tilfredsstillende fornemmelse, og selvom jeg godt kunne savne lidt mere følelse i nærkampene, hvor man sjældent ved om man rammer modstanderen eller ej, så har jeg allerede oplevet nok nervepirrende kampe til at skrive under på succesen.

Derfor er Far Cry 2 faktisk også en ganske svær størrelse at måle og veje. Jeg er langt fra imponeret over spillets singleplayer, der trods af en fantastisk stemning med god grafik og lyd, samt mange spændende og vellykkede nye tiltag i gameplayet, er ufattelig hul indeni og hurtigt bliver en tam affære.

Min endelig dom lyder noget alá sådan:

Grafik: 9/10 ~ Det her spil er flot som bare pokker! Der er virkelig meget få fingre at kunne sætte her. Det er med et ord ’imponerede’. Det er stort og alsidigt, og alle steder og i alle gøremål er der lagt kræfter i at få spillet til at se ud og føles som et ’Afrika’ skal.

Lyd: 8/10 ~ Lyden er god, i alle typer terræner er der lagt flotte kræfter i, fra frøernes kvækken i mangrove skovene til gazellernes bræen på sletterne. Lyde fra amonition og eksplosioner er lige i øjet. Desværre er stemmerne noget stive og triste og det, ellers flotte, afrikanske score bliver hurtigt knap så alsidigt som man kunne foretrække…

Gameplay: 6/10 ~ Selvom Far Cry 2 er er stort spil, i volumen af ting at give sig til altså, så er hovedhistorien så lille at det burde være en demo. Alt-i-alt tog det ca. 16-18 timer at gennemføre på normal niveau, hvilket jo lyder fint, men halvdelen af det er sikkert rejsetid, samt evindelige kampe ved kontrolposter med vagter der respawner hurtigere end prutter efter brunkål…

Det her spil er som sagt en blandet fornøjelse. Der er noget for enhver og lidt for lidt af det der burde være nok af. Lige nu, hvor jeg lige har set slut-cinematikken, der varer den fyrstelige sum af ca. 8sek. – ja der føler jeg mig lidt vægelsindet. Men én ting er sikker, så meget som Far Cry var en instant klasikker i spil-kredse. Lige så lidt er Far Cry 2 det

Som de fleste år er Oscarfesten noget særligt for os gutter, og vi mødes gerne lørdag aften og ser de Oscarnominerede film non-stop et døgns tid op til selv festen. Omstændigheder fra og til udsatte det til søndag middag i år, så dem alle nåede vi ikke, men en fire stykker fik vi da pløkket igennem, og heldigvis havde jeg set et hel del inden.

Men endnu engang har jeg fået bekræftet, at mine evner som Oscar-spåmand ikke er de bedste… Eller at dem der sidder i akademiet er nogle nikkefår og efterløbere

Jeg har kun fået 10 rigtige i 20 mulige kategorier – hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg undervurderede Slumdog Millionaires popularitet hos de næsten 6.000 stemmeberettigede akademimedlemmer, samt at jeg i det hele taget slet ikke forstår filmens eksistensgrundlag i de amerikanske kategorier.

Men Danny Boyles film var nomineret til 10 Oscars og løb med de otte, hvilket, når den nu ér i de kategorier, er ret så flot. Og det sagt, så syntes jeg nu også selv at det er en god film

Den fik blandt andet for Bedste Film, Bedste Instruktion, Bedste Manuskript og Bedste Fotografi – og dén pris gik til filmfotografen Anthony Dod Mantle, der har boet i Danmark i mange år, er uddannet på den Danske Filmskole og har fotograferet en række af de bedste danske film i løbet af de seneste 10-15 år, f.eks. Festen og Mifunes sidste sang.

Mantle har fotograferet Danny Boyles seneste fire film, og ingen tvivl om at Oscaren kommer til at betyde et internationalt gennembrud for den energiske fotograf med den dynamiske og meget bevægelige stil. En stil jeg ikke altid selv er så vild med. – En fin én i studiet var, at en dansk instruktør havde sagt til ham, at han sq ikke ville have det gynge-lort i hans film

For mig var det i øvrigt overraskende, at Sean Penn og ikke Mickey Rourke eller Brad Pitt fik en pris for Bedste Mandlige Hovedrolle – Penn var et sympatisk og politisk korrekt valg for Milk, garanteret, og i længden måske vigtigt for homosagen, men jeg havde altså hellere set Rourke fuldende sit fantastiske comeback i The Wrestler, eller Brad Pitt som Bejamin Button med en Oscar

Men ellers var det primært i tekniske kategorier samt kort- og dokumentarfilmkategorierne – hvor jeg apterede fra at stemme, at jeg gik helt  galt i byen.

Danske Dorte Høghs Grisen vandt ikke. Det gjorde derimod en kortfilm om Holocaust, men som man siger, flot at blive nomineret.

Jeg havde også helst set Marisa Tomei vinde en birollepris for sin præstation i The Wrestler, men prisen gik i stedet – og ikke ufortjent – til Penelope Cruz, der er virkelig morsom i Woody Allens Vicky Cristina Barcelona. Cruz leverede en af aftenens mest følelsesladede taler – sammen med Kate Winslet, der fik hovedrolle-Oscaren for sin rolle i The Reader og derefter takkede Gud og hvermand. – Uden dog at blive lige så usammenhængende, som hun var til Golden Globes-uddelingen, hvor hun vandt to priser for samme rolle.

Et andet vægtigt øjeblik indtraf, da afdøde Heath Ledgers familie gik på scenen for at modtage en posthum Oscar til den australske skuespiller for hans frygtindgydende præstation som Jokeren i Christopher Nolans The Dark Knight. Det var en fin tale og et godt Oscar-øjeblik

Selve showet varede ca. 3,5 timer og var en mestendel kedelig affære, hvor Hugh Jackman gjorde det knap så godt som vært, i hvert fald i forhold til de latterkramper, som vi førhen har modtaget fra Billy Crystal, Whoppi Goldberg eller Robin Williams. Han optrådte blandt andet i to stort anlagt sang- og dansenumre – og dén optræden kunne han godt have efterladt i Australien – og holdt sig ellers forholdsvis meget i baggrunden. Man kunne godt have ønsket sig nogle flere vittigheder på de tilstedeværendes bekostning, men dem, der var, fungerede såmænd fint.

Scenografien var noget mere afdæmpet (læs: forbandet kedelig) og ’intim’ end tidligere år. Publikum sad tæt på scenen, der heller ikke var så høj som ellers. Orkesteret var hentet op af orkestergraven og placeret enten på scenen eller ude i sidegalleriet, hvilket arrangørerne håbede ville give en lidt natklub- eller lounge-agtig stemning. Og det gjorde det sq bare slet ikke, eller i hvert fald kun i glimt der forsvant.

I hver af skuespilkategorierne havde man hentet fem tidligere vindere på scenen til at hylde hver sin nomineret i den pågældende kategori. Det fungere ret godt, og det var sjovt at se de forgangne koryfæer fra Ben Kingsley, Michael Douglas og Robert De Niro komme på scenen og synge deres kollegers pris

I det hele taget var det en aften, som Hollywood godt kan være bekendt, selv om den sq nok ikke vil gå over i historien som den mest fantastiske eller nyskabende. Det var stort set de rigtige film, der vandt blandt de nominerede – og stort set også de rigtige film, der med enkelte undtagelser var nomineret.