Days Gone By

Frisk luft i Klostret

Jeg tænkte jeg lige vill sige daw!

Jeg føler det det er flere århundreder siden jeg har opdateret, men faktisk skal jeg kun en god måneds penge tilbage. Egentligt burde jeg vist have skrevet om en god juleaften med de gamle og onklen, om den alt for gode julemad, de gode gaver og nytårsaften der forsvandt, om besøg af venner og kammeraterne og alt det andet, men sådan er der jo så meget.

Jeg har på fornemmelsen af et par ’huller’ kom i vejen. Som det så ofte sker falder jeg i huler på min vej, huller som anime’en der tog overhånd i december og de små historier nu i januar. Men det var dog ikke nok til at fjerne opmærksomheden fra årets næststørste begivenhed, Oscar’en værende største, naturligvis.

Jeg ventede selvfølgelig med længsel på årets Macworld. Rygterne om Apple’s nye ultra tynde bærbare havde jo sviret længe og jeg har jo mindst lige så længe overvejet om ikke jeg skulle switche helt til Mac og komme ud af Windows helvedet mens jeg stadig har min forstyrrede forstand til dels intakt

Det er svært at blive skuffet med Apple og ligeledes i år. Ikke bare var den tynd, den var rigtig tynd. Men hvor der var fremskridt syntes jeg, som den altid higende hastigheds og features søgende PC bruger jeg jo altid har været, at der manglede noget. Her var ikke kvantespring i hastighed, eller flere terabits hukommelse eller features og porte forfra bagfra og på alle andre leder og kanter.

Hvad der var, var skønhed, stil, elegance, ny innovation i god Intel teknologi som Core 2 Dual processoren og fast harddisk alá Solid State, hvis man altså vil betale for det. For billig er den ikke den lille ny og slet ikke hvis man vil have den lækreste udgave. Men smuk ser den ud og fungerer og opfylder langt over mit behov. Med sit nye Leopard system kommer den jo også og selv det, har jeg jo knap nået at i få den anden. Så det var en Jesper i Klostret der tænkte dybt nogle dage. For i modsat fald iMac’en sad jeg altså ikke og hoppede på bestillingsknappen sekundet efter showet. Næh, jeg tænkte faktisk et par dage dage, og så trykkede jeg på bestillingsknappen.

Så for dem der ikke har set den, dem der har levet i en hule og spist rå fisk hele vinteren, tillad mig at præsentere min lille ny MacBook Air.

Min nuværende bærbare Ferrari har jeg afsat til Nicolai & Tina, vist nok Tina’s første computer til sig selv, så vidt jeg har forstået. Forhåbentligt får hun lidt sjov ud af den.

Min nye Air skulle komme indenfor et par uger og jeg må indrømme, sekunder føles som timer - Men jeg kan jo altid nyde reklamen et par hundrede gange mere…

Så hold dog op med at drikke mine juleøl!!

Maki kom lige forbi en tur og rokkede lidt med båden (Mig; CSS Nimbus). Tilsyneladende har der været lidt for stillevande i dagbogen - Hvilket er rigtigt. – Men i mellem en tur til Riget forrige uge og momentarisk forgabelse i det Japanske bagkatalog af anime, har der været mindre end lidt at pløkke ind. - Ikke at jeg ikke kunne blive ved med at anmelde gode animeserier altså…

Men så kom Maki og drak mine juleøl, så nu kan jeg jo klage lidt over det

Faktisk var han ret snu, for mens han var her, gik John derhjemme og satte døre i. Anyhu; vi snakkede hinanden et øre af (faktisk bløder det stadigt…) og fik lidt juleøl og noget kaffe. Det var såmænd ikke det vilde, men det var sq skide hygsomt

Og så drog ‘puteren til Falster…

Jeg kom til at se, at jeg sq da helt har glemt at indføre, at Mike jo kom forbi en tur. Ja det var vel egentligt for at hente ungerne den weekend han nu har dem hver 14.dag. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af om han er tilfreds med det eller… Lige nu, hvor han er indlogeret med kæresten hos hendes forældre, på Falster, i en noget faldefærdig godsforvalterhytte, langt ude i skoven, passer det ham vist mere end fint

Men da han jo har købt ’puteren var det jo en smart ting, at han slog to ting sammen, nu hvor han var tilbage i moderlandet Jylland. Så han kom ved midnatstid og kørte ved 11tiden videre mod Vejle, hvor eks’en bor med ungerne. Men der blev sq drukket noget kaffe og snakket noget plast, så det var squide hygsomt var det. En skam han ikke bor lidt tættere på, for det er som regel en fornøjelse når han kommer en tur. Han er faktisk det eneste ’anker’ jeg har tilbage fra min plast-tid…

Anyway; det var sq lækkert at komme af med ’puteren, for siden jeg har fået Fruen, har den kun været i brug én aften, og det var for at overføre de filer jeg gerne ville have med (Mp3, anime, pics osv.) og det er jo en ret stor tingest at have stående hvis man ikke bruger den. – Det samme gælder jo Ferrari skærmen, som han jo også tog med.

Fullmetal Alchemist

Fullmetal Alchemist foregår i det 20. århundrede i et land kaldet Amestris i et alternativt historisk univers og hvis teknologi tilsvarer det i Europa først i det 20. århundrede. I dette univers er alkymi den dominerende form for videnskab, dog med en mere magisk-lignende fortolkning end den alkymi vi kender. I dette univers møder vi brødrene Edward (Ed) og Alphonse (Al) Elric i deres søgen efter “The Philosopher’s Stone” eller på dansk: de vises sten, som i alkymi siges at skulle kunne omdanne bly til guld og i følge Fullmetal Alchemist serien også kunne bringe de døde til live igen.

Brødrene Elrics søgen skyldes, at da deres mor døde brød de den ene af de to taboor der gælder for akymi, nemlig den at bringe de døde til live igen (den anden værende; at man ikke kan frembringe noget, der ikke har samme masse som den du propper i det). Da de i deres sorg forsøgte at bringe hende til live igen, kostede det imidlertid Edwards højre arm og venstre ben og Al mistede hele sin krop. Det eneste Ed da kunne gøre for at redde Al, var med alkymi at transmutere Als sjæl ind i en rustning.

I deres søgen efter at vinde det de har mistet tilbage støder de ind i de såkaldte Humonculi, som søger at stimulere brødrene til at skabe de vises sten for derefter at stjæle stenene fra dem.

Serien har løbet en sejrsgang rundt om kloden; bl.a. var den nomineret i seks ud af otte kategorier ved American Anime Awards in February 2007. – Den vandt de fem. Serien, der er på 51 afsnit (2 sæsoner), ligger fint med bla. de bedste anime serier jeg har haft fornøjelsen af at følge. Historien kan til tider være en smule ’let’ fra afsnit til afsnit, men bestemt ikke sådan at den kommer til at virke simpel. Desuden har serien tilpas sort humor der ligger lunt i svinget til mig

Klaptorsk hvis du har chancen og springer over. Jeg vil give serien

Rah-Xephon

Den sidste uges tid er gået hak i hak med den ene anime serie efter den anden. Et par stykker syntes jeg lige jeg vil nævne, bare for det tilfælles skyld at der faktisk skulle være en der læser det her og faktisk også har en lyst til at se anime

Den første jeg vil nævne er serien Rah-Xephon. Serien er fra 2002 og i 26 afsnit og er ret så fed faktisk. Rent faktisk er jeg ikke meget for mecha serier, men denne er nu også så tæt i selve historien, at man knap ligger mærke til det aspekt i serien.

Kamino Ayato er en senior i high-school på kunstlinien, han lever alene med sin mor og har skolekammerater og lever på alle måder et helt almindeligt liv. Alt det ændres en dag hvor et par kæmpe ’maskiner’ kaldet Dolems angriber Tokyo. Fanget i det kaos der følger møder Ayato en mystisk pige (Mishima Reika), der leder ham i sikkerhed et sted hvor en ældgammel humanoid skabning, kaldet Rah-Xephon, med kræfter tilsvarende Dolems, hviler. Da Rah-Xephon vågner finder Ayato at han ’synkroniseres’ med Rah-Xephon og den tager ham med til en verden udenfor Tokyo. For det lader til at Tokyo, eller rettere Tokoy Jupiter er afskåret fra resten af verden af en barriere. Dem der lever indenfor barrieren tror at resten af verden er udryddet mens faktum er, at de faktisk lever i en ’kunstig’ verden skabt af MU, der kommer fra en parallel verden til vores. Nu må Ayato stå ansigt til ansigt med de nye realiteter, hvor det viser sig, at Rah-Xephon og ham er centrale elementer for fremtiden af alle mennesker.

Jeg må indrømme at jeg blev mere og mere bidt af serien som den skred frem, og da de sidste episoder løb over skærmen var jeg ret hooked. Serien er én af dem hvor det gælder en central historie, og altså ikke har en episode for episode finish. Hvis man misser en episode kunne jeg forestille mig, at man er en smule fortabt, netop fordi historien er ret tæt og der pakkes en del handling ind i hver episode.

Bestemt en af de bedre serier jeg har set, og helt bestemt den bedste mecha serie jeg har set til dato. Eneste der trækker lidt ned er finpudsningen og manglen af dybde i strukturen af animationen. Her ville de have tjent den sidste stjerne.

Bestemt en serie der holder spændingen til sidste sekund. Jeg vil give serien

Leoparden er kommet!

…Det er sq da ik’ nogen leopard!
Hvilken?
Ja den grønne mamba der…
Og?
Ja du skrev sq da at leoparden er kommet!?
Yep, fordi; nu er Apple kommet med Mac OSX Leopard…
Jamen hvorfor pokker er der så et billede af en grøn mamba!!?
Jah, Jeg syntes det var et rigtigt fedt billede…
…Som ville gå rigtigt godt til noget, om noget som helst, der har en skid med en leopard at gøre?
Jah…
Du er godt klar over, at der er dem der kalder dig sær ik?… Det her hjælper ikke ligefrem på det!
Øhh… okay…

Anyway, DHL troppede troligt op med en pakke fra Apple på dagen for releasen, - der var totalskadet. Det ringede på og udenfor stod en lidt bleg fragtmand med nogle undskyldninger og en pakke der var så skadet, at hele den ene side var flået af og kun hang tappert fast i en lille stump. Resten af pakken var ikke meget bedre egentligt. Så da han selvfølgelig tilbød, om jeg ville tage imod eller vi skulle lave en skadesag, tog jeg imod, for jeg kunne jo se at både den lille DVD med leopard samt mit nye trådløse tastatur stadig var der, - og ingen af de to så ud til at være synligt skadet

Så ind og pakke op og forberede mig på nogle timers arbejde. Jeg mener, det er jo det man gør med Windows når det er

Kunne jeg sq godt glemme, kunne knap nå at drikke en kop kaffe. Jeg proppede de tre batterier i tastaturet og tændte for det. Med det samme popper et lille vindue op på skærmen og siger at der er dukket et nyt bluetooth redskab op og om jeg vil parre de to. Man trykker ja, hvorefter et nyt vindue kommer frem, med nogle tal man skal taste ind på tastaturet og trykke enter, - og det var det.

Herefter smed jeg DVD’en med leoparden i. Et vindue dukker op om, at den har fundet et nyt styresystem på et DVD-drev, og om jeg vil opdatere computeren. Man trykker ja. Et vindue dukker op med en brugeraftale, man trykker på enig. Et vindue dukker frem, hvor den spørger hvilket sprog man ønsker. Man trykker på dansk og 15-20 minutter senere var der en leopard i min frue

Sq noget af det mest smertefri jeg har været med til i min tid med computere…

Fra ladeport til helvede. - En typisk morgen i Klostret.

Nic havde lagt en besked i aftes, da jeg stod op. Så inden jeg fik øjn stod han i Klostret og skældte mig ud over noget med at sove når han bla. bla. bla… Jeg hørte ikke rigtigt efter, - jeg brugte på det tidspunkt alle sytten sanser på at lytte til min kaffemaskine…

Men da jeg ligesom havde fået hældt noget tjære indenbords og han havde fået blæst noget luft af ballonen, havde vi sq en hygsom morgen/aften En masse snak (kaffe) og et par film blev det til. En af dem jeg havde haft til at ligge et stykke tid, skulle ikke bare have haft lov til at ligge, den skulle have været limet fast. Faktisk ville jeg ikke have haft meget imod hvis den ligeså stille havde ætset sig ned og fusioneret med underlaget… Lonely Hearts (Killers). En film der på overfladen ser god ud. - Rigtig god endda. Men hold nu kæft hvor var den bare røv syg (er ”røv syg” ét ord?). Tog en evighed om at komme i gang, var rodet og banal da den endelig gjorde… Den fik filmen igennem Salma Hayek til at ligne en ladeport og John Travolta til at ligne en skuespiller der helst ville være alle andre steder end her… Desværre. En film med skuespillere der kunne have løftet den til en klassefilm…

Så bare for at få vasket skidtet af os så vi senere Constantine. En drengerøvsfilm der ikke skal tages for mere end den lover. Både Nic og jeg har set den flere gange og finder den ”cool”.

Så da alt var set og sagt var kl.04 inden Nic tøffede mod Randers. Så en helt fjong morgen sq

Catchin’ up…

Lørdag morgen (tror jeg), langt bad, varm, friskbrygget kaffe og Dave Gahan’s nye (og vist nok anden udenfor Depeche Mode) skive: Hourglass på fuldt blus. – Det må være tid til lidt opdatering her.

Jeg undskylder, at jeg har været en lille smule doven med hensyn til opdatering den sidste uges tid. Årsagen har vist nok noget med en forrykt fed manga der hedder Bleach at gøre

Af ukendte årsager - som jeg er ret utrolig taknemmelig overfor – hvad end de så måtte være – har en gut lagt 283 oversatte episoder af manga’en, i fed kvalitet, op på da world wide web. Hvilket jeg sådan set har adgang til, sådan da…

Anyway, det tager jo lidt tid at pløje sig igennem *host*. Men derfor har jeg nu alligevel lagt mærke til, udenfor nogensom helst form for relation til det tidligere, at ”Pirates of the Caribbean: At Worlds End” endelig fik sig snøvlet sig sammen til, at komme på DVD, eller snart gør det - eller noget…, så den regner jeg da med skal have en tur ’biffen’ i aften. Ikke at jeg har de vildeste forventninger til den, men jeg syntes nu de to første var vældigt underholdende. Nu får vi se…

Bortset fra det fnidder her, så har jeg både glemt at indføre at familien Thomsen var et smut forbi efter badeland… ehmm for nogle dage siden… Og at Maki slog røven i sædet et par timer en aften, til noget snak og en film for… ehmm, nogle andre dage siden… Begge vældigt hygsomt. Èn ting er sikkert dog, næste gang Maki kommer; smider jeg kraft ed’me mobilen i lokummet når han kommer, så kan han sq fiske den op når han smutter igen

Ellers er det sq gået vældigt den sidste tid. Jeg har selvfølgelig haft ondt, men hvornår pokker har jeg ikke det… så det til en side og livet er herligt. Heh; I crack me up…

Billigt TV sælges…

Det irriterer min blindtarm (som jeg fik fjernet da jeg var 7), at anime sæsonen er slut. Der er selvfølgelig altid noget fyld over sommeren, - ligesom med de amerikanske serier. Men de stort anlagte serier som Claymore, Kaze no Stigma, Darker Than Black, Heroic Age, School Days, osv., som jeg har fulgt, er alle slut eller ovre for sæsonen. Hvilket efterlader én med Hollywood skrammel og film. - Hvilket for så vidt er okay, det er bare ikke det jeg har lyst til

Og desværre virker det som om der er lavvande, ebbe eller direkte tørke i antallet af film for tiden. I hvert fald film der er værd at se. For det er såmænd ikke fordi jeg ikke ser dem der kommer. – Det meste er bare noget forbandet hø. Nu starter den amerikanske serie sæson heldigvis langt før den japanske, og fede serier som Prison Break og Heroes er startet op igen.

I hvert fald godt man ikke er afhængig af TV…

The Reaping

En film jeg har haft til at ligge et stykke tid i indbakken, men bare ikke rigtigt har fået snøvlet mig sammen til at få set før nu, er filmen ”The Reaping”.

Religion og videnskab har efterhånden konfronteret hinanden så mange gange i filmens verden, at det er blevet en kliche. Med ”The Reaping” er vi tilbage på de samme skinner, når Hilary Swank, som den videnskabelige rationalist, skal prøve at afmystificere en blodrød flod. Lad mig starte med at skrive; at sidste gang jeg var bare en smule underholdt af en film efter samme opskrift, var vist ”Stigmata” fra 1999. – Bare så vi har det på det rene

Men her har vi altså med en tidligere missionær: Katherine Winter (Hilary Swank), at gøre. Der mistede sin tro, da hendes familie omkom i en tragisk… lad os kalde det en ’ulykke’. I stedet kastede hun sig over mere videnskabelige forklaringer på religiøse fænomener, og i dag er hun en anerkendt ekspert på området. I en lille by i Louisiana får Katherine dog brug for sin tro igen. Byen er nemlig ramt af, hvad der ligner, de ti bibelske plager, og da der ingen videnskabelig forklaring er på det, tilkaldes hun.

Jeg tror vi efterhånden (endelig) er kommet så langt, at filmproducenterne har fået tildelt de tekniske muligheder, til at iscenesætte hvad de har lyst til. - Selv de ti himmelske plager, i regulær bibelsk forstand. Kun med computerens kraft kan man skabe en storm af kæmpe-græshopper der angriber byens befolkning, lave en flod af blod osv. osv. - så det ser fuldstændig ‘ægte’ ud. - Men heri lurer den evindelige faldgrube: Special-effects overkill.

Jo mere de trommer på tangenterne, des mere distanceret bliver det. Til sidst bliver det bare for meget, og man husker hvordan Roman Polanski med ”Rosemarys Baby”, eller William Friedkin med ”Eksorcisten” opnåede mindst dobbelt så stor effekt, med en brøkdel af virkemidler. Det starter sådan set meget godt for ”The Reaping” og man er hurtig fastklemt i sædet, men en del ydmyghed og snigende uhygge ville have klædt slutresultatet og klimaksen, i stedet for en bombastisk erklæring alá; ”se hvad min computer kan”

Men nu skal jeg også passe på ikke at tage al luften fra ”The Reaping”. For det er sådan set underholdende nok og med en Oscar vindende skuespiller i hovedrollen – der levere et solidt stykke arbejde, er man engageret et godt stykke hen ad vejen. Den leverer varen, og bevarer troen til sit eget effektcirkus. Chock-effekterne er en smule forudsigelige, men enkelte smarte fortælletricks gør det til en underholdende filmoplevelse med et snært af besk sort humor.

I en tid uden film i genren, sætter ”The Reaping” klart et indtryk. Bestemt seværdig for os med trang til et godt gys og en smule sug i maven

Se den efter at solen går ned, og den scorer en ekstra stjerne. Jeg vil give filmen